På den kolde årstid har vi også den mørkeste nattehimmel. Hvis man undgår Månens kraftige lys, vil man få en smuk oplevelse af dybden i rummet mellem stjernerne. Man kan dog ikke umiddelbart vurdere stjernernes afstande ved at sammenligne deres lysstyrker. Hver stjerne har nemlig sin helt egen energiudsendelse, og den kan virkelig variere meget. Nogle lyser med meget mindre styrke end Solen, mens andre er flere tusinde gange mere lysstærke. Alligevel kan man i grove træk godt bruge de forskellige lysstyrker, som stjerner fremstår med, til at skabe sig et indtryk af en vis dybde i rummet. Endnu bedre kan det opleves gennem en almindelig håndkikkert, hvis man vælger at have blot én enkelt klar stjerne med i kikkertens felt.

Afstandene til de mange stjerner, der er synlige for det blotte øje på nattehimlen, er også meget forskellige. De nærmeste stjerner er mindre end 10 lysår fra vores hjemegn i universet, mens andre er mere end 1000 lysår fra os. Det kan lyde som store afstande, men set i forhold til størrelsen af vores galakse - Mælkevejen - er det ingen afstand.

Forestil dig vores Mælkevej som en stor, flad tallerkenformet spiral med en diameter på 100.000 lysår og en tykkelse på ca. en tiendedel heraf. I dette kæmpemæssige roterende stjernesystem udgør de stjerner, vi ser på nattehimlen, kun en ubetydelig brøkdel. En kugle med en radius på 1000 lysår og med Solsystemet i centrum indeholder 99% af alle de stjerner, vi kan se med det blotte øje på en mørk nattehimmel. I en sammenligningsmodel ville dette kugleformede område kun svare til en tennisbold i kanten af et par sammenklappede tallerkener med en diameter på størrelse med en fodboldbanes længde.

Solsystemet med Jorden og os befinder sig tæt ved Mælkevejens plan, og de mange svage og fjerne stjerner ligger som et utydeligt bånd hele vejen rundt omkring os.

Mælkevejen afslører sig først som et bånd af stjerner, når vi tager en kikkert i brug. Selv om Solsystemet er placeret i den stjernetætte, flade skive af stjerner et stykke fra galaksens centrum, er det vores umiddelbare oplevelse, at her er forholdsvis tomt. Der synes at være masser af plads mellem stjernerne - og det er der faktisk også - men kun efter menneskelig målestok.

Hvis Solsystemet havde været placeret i de stjernetætte områder nærmere centrum af Mælkevejen, ville nattehimlen have haft et helt andet udseende. Naturligvis ville stjernebillederne være helt anderledes, men derudover ville de mange lysstærke stjerner gøre det svært overhovedet at få oplysninger om rummet uden for Mælkevejen. Der ville slet ikke være mørkt om natten.

Vores position - i god afstand fra det stjernetætte centrum (ca. 30.000 lysår) - har givet os glimrende muligheder for både at iagttage de stjernetætte områder i centrum af Mælkevejen, der ligger på sommerens nattehimmel i retningen af stjernebilledet Skytten, og (på andre årstider) at se ud gennem det "tomme" rum mellem stjernerne i alle andre retninger.

Rundt om i rummet findes mange galakser, der kan minde om vores egen Mælkevej. En sådan "ø" af stjerner kan netop nu ses med det blotte øje i stjernebilledet Andromeda højt i sydvest efter mørkets frembrud. Det er den store galakse M31 - også kaldet Andromedagalaksen. Den befinder sig i en afstand af hele 2,5 millioner lysår. Når det alligevel er muligt at se denne fjerne "stjerneø", hænger det sammen med, at den for det første - ligesom Mælkevejen - består af mere end 100 milliarder stjerner, og for det andet, at der, i den retning vi ser, ikke er så meget stof tilbage i vort eget Mælkevejssystem, før vi er ude i det tomme rum.

Dimensionerne kan man få indtryk af ved at foretage en rejse i fantasien ud mod denne fjerne verden. Først forlader vi Jorden med en fart af mindst 40.000 km i timen for at frigøre os fra tyngdekraften. Men med den fart, der svarer til ca. 1 million km om dagen, når vi imidlertid ingen vegne. Solsystemets grænse, der ligger 6000 millioner km ude, vil først være nået om 16-17 år. Den nærmeste stjerne i retning af M31 (SAO 54074, der ligger 45 lysår borte) passerer vi først om 135.000 år. Når der er gået en million år, er vi kun kommet godt 300 lysår ud, og der er stadig tusinder af lysår tilbage, før vi har forladt det tynde, flade stjerneplan i vores egen galakse.

Vi må meget hurtigt have hastigheden op i nærheden af lysets (300.000 km/s), hvis det skal blive til noget.

Med den fart forlader vi nemlig Solsystemet allerede efter 5½ time og stjernen SAO 54074 om 45 år. Et par generationer senere passerer vi endnu en stjerne, og efter at have rejst med lysets hastighed i 5000 år begynder antallet af stjerner på himlen at tynde ud. Vi nærmer os det tomme rum under galakseplanet (Andromedagalaksen ligger under vores galakseplan, hvis man ellers kan tale om op og ned i rummet). Efter yderligere 5000 års rejse er det nu helt tydeligt, at vi er ved at være ude af galakseplanet. Ganske få stjerner kan ses mod den mørke himmel i én retning, mens vi i en anden retning kan se centrum af vores Mælkevej fremstå som en kæmpemæssig stjernekugle, der fylder halvdelen af vores synfelt. Lysstyrken fra de mange stjerner kaster skygge i rumfartøjets mørke kabine. Over os ses Mælkevejens plan som et tæppe af stjerner. Under os ligger et udstrakt mørke, hvis dimensioner er næsten ufattelige. Langt, langt borte kan man se den store Andromedagalakse. Vi styrer lige imod den, og da vi ikke er forstyrret af generende lys, står den fjerne "stjerneø" skarpt mod det sorte dyb. I andre retninger ses galakser i alle størrelser og former. Men de er svagere og endnu fjernere. Der er god tid til at iagttage den helt anderledes udsigt, for vi er netop påbegyndt en rejse, der trods den høje hastighed på 300.000 km/s vil vare endnu 2,5 millioner år, før vi er fremme ved vores mål. Hvis vi eller vore efterkommere - i Gud ved hvilken generation - stadig har kræfter tilbage, vil vi måske til den tid rette blikket mod Mælkevejen, som vi forlod for 2,5 millioner år siden. Inden vi bevæger os ind i M31's stjernevrimmel, vil vi formentlig fundere over, at vores egen galakse faktisk ligner det, vi en kold, klar januarnat betragtede, når vi fra vores hjemlige klode rettede blikket mod M31 højt mod vest i stjernebilledet Andromeda.

Jo, den store galakse M31, der er det fjerneste objekt, vi kan se med det blotte øje, er bestemt en observation værd. Men husk lige, at den svimlende afstand, vi netop har tilbagelagt, intet er i forhold til universets dimensioner. Andromedagalaksen hører til i vores kosmiske nærhed og er faktisk én af de allernærmeste galakser i universet.